Ny kabelplatform giver trafikændringer på Storebæltsbroen

Sund & Bælt tester tirsdag den 6. oktober en ny specialbygget kabelplatform på Storebæltsbroen. Platformen skal bruges til vedligeholdelse af broens hovedkabler og kan bevæge sig fra vejbaneniveau og op mod toppen af de 254 meter høje pyloner.
Her skal teknikere blandt andet kunne efterse hovedkablerne, spænde bolte og vedligeholde ståldele. Den nye platform er udviklet specifikt til Storebæltsbroens konstruktion og erstatter en mere end 25 år gammel platform, der har nået slutningen af sin levetid.
”Storebæltsbroen er en af Danmarks vigtigste forbindelser, og den skal være i topform hver eneste dag, så trafikken glider. For at kunne udføre det arbejde, har vi brug for noget helt særligt udstyr. Den nye kabelplatform gør os i stand til at arbejde sikkert og effektivt i flere hundrede meters højde uden at påvirke trafikken,” siger Martin Duus Havelykke, der er driftsleder i Sund & Bælt med ansvar for Storebæltsbroens konstruktioner.
Testen kræver en kran, som skal løfte platformen fra vejbanen og op på hovedkablerne. Derfor bliver trafikken omlagt, så den kører dobbeltrettet i den ene side af broen.
Storebæltsbroen lukkes kortvarigt tirsdag fra klokken 19.00 til 19.45. Herefter vil der være dobbeltrettet trafik og en hastighedsbegrænsning på 80 km/t resten af aftenen og natten.
Onsdag morgen lukkes broen igen fra klokken 05.00 til 05.45, hvorefter trafikken omlægges til normal drift. Sund & Bælt anbefaler trafikanter at krydse broen uden for tidsrummene for lukningerne.
Faktaboks:
- Ny kabelplatform testes på Storebæltsbroen tirsdag 6. oktober.
- Platformen skal bruges til vedligeholdelse af broens hovedkabler.
- Storebæltsbroens pyloner er 254 meter høje.
- Broen lukkes 6. oktober kl. 19.00-19.45.
- Der er dobbeltrettet trafik og 80 km/t resten af aftenen og natten.
- Broen lukkes igen 7. oktober kl. 05.00-05.45.
- Den nye platform erstatter en mere end 25 år gammel platform.






Accepter kun nødvendige cookies